Rektangulære lægeure: Historien og Söner-genoplivningen

I begyndelsen af det 20. århundrede havde sundhedspersonale brug for et ur, der kunne måle en patients puls nøjagtigt uden forstyrrelser fra viserne. Det almindelige layout med én urskive skabte et problem: Mens man talte slagene, krydsede sekundviseren minutviseren og skjulte aflæsningen. Løsningen var et layout med to registre, hvor timer og minutter var placeret øverst på urskiven i deres egen tydeligt afgrænsede zone, mens den lille sekundskive lå i en helt separat sektion nederst. De to visninger overlappede aldrig. Pulsmåling blev et spørgsmål om at følge det ene register, mens man aflæste det andet.

Den rektangulære urkasse var det naturlige format til dette layout. En rund urkasse har lige meget plads i alle retninger fra midten. Et rektangel har en naturlig lodret akse, der deler urskiven tydeligt i to adskilte zoner: en øvre og en nedre. Formen løste det designproblem, som den medicinske anvendelse stillede. Derfor blev lægeuret rektangulært, ikke som et æstetisk valg, men som den rigtige tekniske løsning.

Lommeure var stadig normen for de fleste fagfolk i 1900-tallet, men man skulle tage uret op af lommen og holde det separat for at måle pulsen. Et armbåndsur fjernede dette trin. Det rektangulære armbåndsur med urskive med to registre var det første specialbyggede tidtagningsinstrument til klinisk brug, der både holdt lægens hænder fri og sikrede en præcis måling.

Pulsskaleringen førte lægeuret længere ind i den kliniske praksis. Den var trykt langs urskivens kant og gjorde det muligt for lægen at tælle et fast antal hjerteslag og aflæse pulsen direkte på skalaen, så man slap for regnestykket med at gange en almindelig 15-sekunders optælling med fire. Lægen talte 30 slag og aflæste den tilsvarende puls; uret klarede beregningen.

Longines, Omega og Girard-Perregaux var blandt de første producenter, der fremstillede pulsur i større kommerciel skala. Deres design forenede den præcision, der krævedes til medicinsk brug, med den kvalitet, man forventede af et professionelt instrument. Det var ikke billigt tilbehør. En læge, der bar et puls ur i 1920'erne og 1930'erne, bar et præcisionsinstrument, der afspejlede både de kliniske standarder og den professionelle status.

Art deco-bevægelsen prægede udseendet af disse ure. I samme periode, som pulsurene blev skabt, kom også Cartier Tank og JLC Reverso. Geometrisk præcision, rene urskiver, markante tal og ærlig urkassekonstruktion var tidens æstetiske værdier, og de passede perfekt til kravene til et medicinsk instrument: læsbarhed, tydelighed og fravær af udsmykning, der kunne distrahere fra funktionen.

I 1928 lancerede Rolex Prinsen, og lægeuret nåede sin endelige udformning. Prinsen var rektangulært, gennemført art deco i alle proportioner og havde urskiven med to viseregnistre i sin mest raffinerede form. Timer og minutter i det øverste register. En tydeligt afgrænset lille sekundviser nedenunder. De to felter var adskilt af en vandret streg, der gjorde den funktionelle forskel tydelig. Urkassen blev drevet af rektangulære Aegler-urværker med en gangreserve på over to dage, hvilket var meget for den tid.

Prinsen blev båret af Al Capone. Liam Neeson bar et som Oskar Schindler i Schindlers liste. Disse forbindelser understreger, at Prinsen var et ur til mennesker, der forstod, at præcision og elegance kunne forenes i samme genstand. Rolex indstillede produktionen af Prinsen i begyndelsen af 1950'erne, da den rektangulære form gik af mode. I 2005 genoplivede de det kortvarigt som Cellini Prince. Ingen af produktionsperioderne opnåede den kulturelle levetid, som Tank eller Reverso fik, og derfor er Prinsen stadig et af de mest teknisk imponerende og undervurderede ure i Rolex' kollektion.